Post has shared content

Post has shared content
Regeringen bruger 15 mia. kroner fra reformer, som endnu ikke er gennemført. Faktisk er det med enkelte undtagelser slet ikke angivet, hvilke reformer der er tale om.

"Det er god praksis, at man først bruger gevinsterne, når reformerne er gennemført og ikke først skal til at udforme reformer og bagefter gennemføre dem, når man har brugt pengene på skattelettelser eller mere velfærd,” siger Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Post has attachment

S skriver partihistorie: Udlændinge med i principprogram
For første gang i partiets historie bliver udlændingespørgsmålet del af et socialdemokratisk principprogram.
Hvis ikke mennesker i Danmark har tillid til hinanden, så forsvinder opbakningen til et skattebetalt velfærdssamfund.
Derfor bliver udlændingespørgsmålet nu for første gang en del af Socialdemokratiets principprogram.
Sådan lyder det fra S-formand Mette Frederiksen, forud for at Socialdemokratiet søndag præsenterer et udkast til nyt principprogram.
Programmet skal ifølge Mette Frederiksen udgøre et "værdikompas" for det politiske arbejde. Programmet tegner et dystert billede af integrationsudfordringen:
- Desværre er udlændinge i Danmark i dag overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne og underrepræsenterede på arbejdsmarkedet.
- Vi har parallelsamfund i Danmark, hvor udlændinge og efterkommere af udlændinge bor og lever isoleret fra det danske fællesskab og efter andre værdier end de danske. Det er uacceptabelt, hedder det i programmet, som forsætter:
- Det høje antal udlændinge og den manglende integration er også et økonomisk problem.
Overblik: Det siger Socialdemokratiet om udlændinge
Principprogrammet fastslår dog samtidig, at Danmark skal fortsætte med at tage imod flygtninge og værne om menneskerettighederne.
Spørgsmål: I skriver, at Danmark stadig skal tage i mod flygtninge. Hvor højt et niveau forestiller du dig?
- Jeg har meget, meget stor sympati for Anker Jørgensens tankegang om, at der er en grænse for, hvor mange mennesker man kan tage til Danmark, hvis man også vil have en effektiv og ordentlig integration.
- Men jeg bliver også nødt til at sige, at vi har nogle internationale forpligtelser, vi skal leve op til. Det er vi hele tiden nødt til at balancere, siger Mette Frederiksen, der undlader at sætte et konkret tal på.

Den socialdemokratiske politik og folkebedrag:
Socialdemokratiets ideologi politisk har altid været nationalsocialistisk, – de europæiske socialdemokraters politik er baseret på den tyske jøde ”Ferdinand Lassalles” ideologi – Nemlig en socialistisk ideologi som var baseret på nationalisme

Ferdinand Lassalle:
Ferdinand Lassalle (11. april 1825 i Breslau – 31. august 1864 i Genève) var en tysk politiker og forfatter. Han hørte til grundlæggerne af arbejderbevægelsen og regnes som det socialdemokratiske parti SPDs grundlægger.
Han blev født i en jødisk familie i Breslau og studerede historie og filosofi i Breslau og Berlin fra 1842 til 1846.
Han gik ind for almene valg og var i modsætning til Karl Marx også tilhænger af et socialt og demokratisk indrettet kongerige.
Lassalle grundlagde Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein (ADAV) den 23 maj 1863, som regnes som oprindelsen til SPD.
Lassalle (1825-1864), tysk socialist. Lassalle stiftede det første tyske socialistparti. Senere blev dette overskygget af den marxistiske strømning i den tyske socialisme, men på længere sigt var det Lassalles ideer der havde størst betydning for det tyske socialdemokratiske parti (SPD).
Lassalles baggrund og udvikling ligner Marx'. De havde begge jødisk baggrund, blev præget af Hegels filosofi og endte som revolutionære socialister. De havde begge nær kontakt med Heinrich Heine, Moses Hess og andre radikale tyske tænkere. I 1848-49 arbejdede han sammen med Marx og Engels, og skrev bl.a. i ''Neue Rheinische Zeitung'', som disse udgav i Köln. Også senere havde Marx og Lassalle kontakt med hinanden, men der fandtes betydelig skepsis på begge sider. Marx mente alligevel, at Lassalle dybest set var på hans side: «Han er vore fjenders fjende», skrev han til Engels.
Lassalle havde som Marx læst Hegel, men i modsætning til Marx magtede han aldrig at frigøre sig fra Hegel. Dette træder frem i hans filosofiske arbejde om Heraklit fra 1858, men endnu tydeligere i hans teori om staten. Ligesom Hegel mente Lassalle, at staten var et redskab for menneskehedens udvikling, en betingelse for frihed og ikke en hindring for frihed. I konkret politik betød dette, at Lassalle gik ind for at bruge det eksisterende statsapparat til at indføre socialismen. Det er ikke helt korrekt at karakterisere Lassalle som statssocialist, som det ellers ofte gøres. Modsætningen mellem Marx og Lassalle ligger ikke i deres opfattelse af socialismen, men i analysen af midlerne. Marx mente, at man måtte knuse den kapitalistiske stat for at opbygge socialismen, Lassalle at man måtte bruge den for senere at ophæve den.
En anden modsætning angik synet på den socialistiske bevægelses opbygning. Lassalle stod her for en kynisk realisme; Han hævdede, at masserne måtte ledes og ikke lede; At man måtte spille på massernes følelser, ikke på deres fornuft. Endvidere havde Lassalles politiske syn stærke elementer af nationalisme. Endelig stod han for en alliance med den prøjsiske reaktion (Bismarck) mod de tyske liberale, i modsætning til Marx der altid hævdede, at den progressive alliance bestod i, at arbejdere og borgerskab slog sig sammen mod reaktionen. På grund af sin modstand mod samarbejde med det liberale borgerskab blev Lassalle en isoleret skikkelse blandt tyske socialister, men situationen forbedredes, da Leipzigarbejderne i 1862 bad ham organisere en tysk arbejderkongres. I 1863 stiftede han Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein, men døde året efter «i en tåbelig duel» (Marx).
Efter hans død udviklede partiet sig meget flakkende, og et «marxistisk» udbryderparti blev derfor oprettet i 1869. De to partier blev atter samlet på kongressen i Gotha i 1875, der der blev vedtaget et program med stærk forankring i Lassalles ideer. Disse ideer kom alligevel ikke til at præge partiets videre udvikling, der blev domineret af marxister som Wilhelm Liebknecht, August Bebel og Karl Kautsky. Efterhånden blev det imidlertid klart, at disse i vid udstrækning var får i ulveklæder, og at Lassalles indflydelse fortsat var levende i partiet.
Som agitator og realistisk politisk analytiker bidrog Lassalle afgørende til at dreje tysk socialisme ind i en pragmatisk retning, til trods for et kortvarigt marxistisk mellemspil.

Vejen til magten & Socialdemokratisk samarbejdspolitik:
Fra socialdemokratiet kom i Folketinget i 1884 til 1905 var partiet stort set isoleret i det parlamentariske arbejde.

Påskekrisen:
Socialdemokratiet fungere som støtteparti for Carl Theodor Zahles radikale regering i 1909-10 og 1913-20.

I 1910 – 1939 Overtager Thorvald Stauning partiets formandspost
Da kong Christian 10. i 1920 afskedigede den radikale regering og dermed udløste Påskekrisen, var det en socialdemokratisk ledet generalstrejke, der fik væltet det af kongen indsatte forretningsministerium. Under krisen ønskede mange socialdemokrater kongen afsat, men partiledelsen afslog at gøre dette til et krav, (kongen var faktisk i sin gode ret til at afskedige den radikale regering ifølge grundloven). I de følgende år satsede Socialdemokratiet på sociale reformer og økonomisk udligning og opgav sin modstand mod at styre den borgerlige stat og var således klar til at sidde i regering.

bakkede under Første Verdenskrig op om både regeringens pragmatiske neutralitetspolitik med indrømmelser til Tyskland og dens markante udvidelse af statens kontrol med økonomien.

Den første socialdemokratisk ledet regering:
Ved folketingsvalget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti med 36,6 procent af stemmerne, og partiet dannede for første gang regering – med Thorvald Stauning som statsminister Han udnævnte verdens første kvindelige minister, ('Nina Bang'), i samme år – ni år efter at kvinder fik valgret i Danmark. Staunings regering styrede Danmark sikkert gennem krisen i 1930'erne og indgik blandt andet det berømte Kanslergadeforlig med Venstre og en omfattende socialreform udarbejdet af socialminister K. K. Steincke.
Under krisen var Socialdemokratiet og DKP i strid om ledelsen af arbejderbevægelsen, hvad der bl.a. medførte dannelsen af propaganda- og efterretningsorganisationen HIPA, der skulle bekæmpe kommunistisme og nazisme i bevægelsen. På samme tid skrev partiets ideolog Hartvig Frisch sit hovedværk Pest over Europa, der med undertitlen "Bolschevisme – Fascisme – Nazisme" advarede mod totalitære ideologier.

Samarbejdspolitikken med Nazismen fra 1940 -1943:
Socialdemokratiet og de Radikale foreslår dannelsen af en samlingsregering, hvor alle Folketingets partier samarbejde med den tyske regering (nazismen), Danmark er nemlig ikke besat men –Ifølge den tyske regering og den repræsentant, øverstbefalende ''Dr. Werner Best'', under tysklands beskyttelse.

Vor regering begår hermed højforræderi mod det danske folk, et folkebedrag som holdes skjult for folket og muligvis også de øvrige Folketingspartier som er med i samlingsregeringen fra 1940 til 1943. Først efter den store opstand som begyndte den 29 august i Odense og bredte sig til både Århus , København og andre større provinsbyer rundt om i landet hvor regeringen mistede kontrollen med folket.
Den tyske beskyttelsesmagts øverstbefalende og regeringen i Berlin forlangte at den danske regering skulle indføre dødsstraf for frihedskæmperne og dem som udførte vold mod den tyske beskyttelsesmagt og dens repræsentanter, først da ophørte samarbejdet. Den danske regering måtte gå af og Danmark var nu et besat land indtil den 4 maj 1945 da det tredje rige overgav sig til de allierede.

Socialdemokratiets Storhedstid & nedgang:
Efter II verdenskrigs og frem til ca. 1971 oplevede Danmark og folket store fremgang under ledelse af en socialdemokratiske regeringer, som samarbejdede med både Venstre, Konservative, Radikale, SF og de opbyggede et nationalsocialistisk socialdemokratisk samfundsstruktur som var et kollektivistisk demokratur.

Socialdemokratiet havde en regeringsperiode fra 1953 og frem til 1968 og sammen med især det Radikale Venstre, nåede de at opbygge et kollektivistisk samfundsstruktur, med leder og minister som ''Hans Hedtoft'', ''H.C. Hansen'' (løgnen om A-Våben -Grønland), ''Viggo Kampmann'' og især '' Jens Otto Krag''.
Havde Danmark en kraftig fremgang og man fik opbygget et velfærdssamfund, men det var nu ikke socialdemokratiets fortjeneste, nej efter verdenskrigen og et Europa der lå i ruiner og med en Marshallhjælp fra USA var der jo mangel på alt og derfor også en fremgang i opbygningen af de europæiske nationer.
Det danske velfærd er det danske folks fortjeneste og ikke socialdemokratiets fortjeneste – Nej sammen med LO og de socialistiske fagforeningers tvangmedlem af deres fagforeninger og godt hjulpet på vej at en nationalsocialistisk socialdemokratisk regerings kollektivisme-lovgivning, hvor man voldtog dansk erhvervsliv og med tvangslove gjorde de danske virksomheder og industri samt landbrug dybt afhængige af staten.

Danmarks nedgangsperiode.:
I 1972 begyndte Danmarks nedgangsperiode og socialdemokratiet begyndte at miste stemmer og mandater velfærdssamfund var på vej ned og det danske folk var begyndt at tvivle på vore folkevalgte politiker.

''Svend Auken”, ”Ritt Bjerregaard”, ''Poul Nelson'' og '' Erling Olesen'' samt diverse andre socialdemokrater. Lad mig fremhæve især ''Anker Jørgensen'' (Manden der var ved at køre landet ud over afgrunden), og hele den socialdemokratiske magtelite med LO, FOA, 3F samt de dybt afhængige DA og DI som med et højforræderi med løgne og bedrag samt trusler om masse arbejdsløshed fik manipuleret folket til at stamme for EF(EU).
Når Socialdemokraterne mister mandater ved de seneste folketingsvalg, er der flere forklaringer. Men en af de væsentligste årsager er, at vælgere efter alt at dømme er kommet i tvivl om, hvad socialdemokraterne grundlæggende står for. Den tvivl er taget til i styrke i perioden efter 1990, hvor flere yngre (Uduelige egocentriske personer), kræfter inden for den socialdemokratiske bevægelse har forsøgt at formulere en vision for Socialdemokraterne, som på meget lange stræk er tilpasset en global/social liberalistisk tankegang.

Den socialdemokratiske nedgang i tal:
Folketingsvalg
Stemmer
Procent
Mandater
±
1884
7000
4,90%
2
2
1887
8000
3,50%
1
-1
1890
17000
7,30%
3
2
1920
300345
29,20%
42
3
1953
836507
40,4 %
61
2
1971
1074777
37,3 %
70
8
1981
1026726
32,9 %
59
-9
2015
925329
26,30%
47
3

Hvorfor man aldrig skal indlede et samarbejde med socialdemokratiet, alle partier som indleder et pragmatisk samarbejde med dette parti vil som regel tabe stemmer og medlemmer, -– ikke fordi at man ikke skal samarbejde men man skal være klar over at socialdemokraterne aldrig giver afkald på sin magt og at det altid vil være dette parties mål at eliminere sine samarbejdspartners politiske mål.

Socialdemokratiet og de radikale er hovedansvarlig for Danmarks udvikling i flygtninge og Asyl politikken og derfor er man naiv at tro at disse to landsskadelige partier vil ændre politikken på dette område og det samme gælder også på det økonomiske område.

Partiets politiske agenda vil altid være således tilpasset at folket er afhængige af staten folket må ikke have mer frihed end at den kollektivistme som socialdemokratiet som parti har kontrollen med samfundet. Husk deres motto '' Frihed Lighed og Broderskab''. Begrænset frihed for folket.

Nazister skabte "grundlæggende plan" for Den Europæiske Union,

Nazisterne udarbejdede "grundplanen" for EU-årtierne, før den blev oprettet, Jeg vil påstå at Vatikanstaten og Nazismen var de oprindelige planlægger af ''Kul & Stål traktaten, samt EU''.

Her er nogle faktuelle fakta som kommer fra engelske politiker og EU skeptiker som er kommet frem efter England forlader EU.

Gerard Batten trak sig mandag op for at forsvare Boris Johnson, som i søndag tiltrak kritik for at lette EU's mål med Adolf Hitlers.

Hr. Batten foreslog dog, at Johnson faktisk havde undervist forbindelserne mellem EU og nazisterne, og at blokken havde "tættere forbindelser" med fascisterne end mange realiserede.

Læs mere
Boris Johnson forsvarer Hitlers kommentarer

Eurosceptic MEP tilføjede, at den første præsident for Europa-Kommissionen var "medlem af flere nominelle nazistiske faglige organisationer" og tjente i Adolf Hitlers hær.

"I 1942, da tyskerne stadig troede, at de ville vinde krigen, producerede de en rapport med titlen Europische Wirtschafts Gemeinschaft - som oversættes som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab," skrev han i et indlæg på sin blog.

"Denne rapport blev skrevet af forskellige bankfolk og akademikere og udarbejdet en plan for, hvordan Tyskland ville klare økonomierne i de erobrede lande i Europa efter en tysk sejr. Rapporten blev udarbejdet under ledelse af professor ''Walter Funk'' Reich's økonomiminister og Reichsbankens præsident.

"Rapporten indeholdt sektioner om landbrug, industri, beskæftigelse, transport, handel, økonomiske aftaler og valuta. Den foreslog harmoniseringen af ​​europæiske valutaer og et harmoniseret valutasystem.

"Hvis alt dette lyder alt meget bekendt, er det fordi grundplanen for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab af 1942 lignede meget det europæiske økonomiske fællesskab, der blev til stede i 1957 under Rom-traktaten."

Afslutningsvis sagde han: "Hvad der opstod som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1957 var planlagt skabt af den slags mennesker, der ville have kørt Europas økonomier, hvis Tyskland havde vundet krigen, og deres planer fulgte et meget lignende mønster."

Tidligere borgmester i London Johnson havde fortalt Sunday Telegraph-avisen, at EU var et forsøg på at genskabe det romerske imperiums forenede Europa.

"Napoleon, Hitler, forskellige mennesker prøvede dette ud, og det slutter tragisk," fortalte han bladet.

"EU er et forsøg på at gøre dette ved forskellige metoder."

Dette bekræfter også min teori om at EU er et forsøg på at genoplive og forny det '' Romerske Imperium'' og at det er Pavestaten og de gamle romerske nationer såsom Italien, Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg og muligvis Tyskland, som dog er presset til at være med, da Tyskland jo økonomisk er en stærk medspiller som ikke kan undværes også er det jo riget i midten af Europa.

Derfor skal vi Danmark ud af EU, Danmark skal samarbejde med alle europæiske lande, men på vor egne præmisser.
MVH.
Kurt Torben Lund.

Hvorfor forene sig?
Efter første verdenskrig lå store dele af Europa i ruiner, og millioner var døde. Tabet af menneskeliv var mangedoblet i forhold til tidligere krige og mange håbede, at krigen skulle blive den sidste verdenskrig, så vel som den første. For at sikre dette blev organisationen Den Paneuropæiske Union stiftet i 1923. Mange meldte sig ind i unionen, blandt dem Fridtjof Nansen, Sigmund Freud og Albert Einstein. Den Paneuropæiske Union ville ikke have et helt føderalistisk Europa, men ønskede en toldunion med samme valuta og desuden et allieret militær. I 1929 var optimismen stor, da Frankrig fremlagde en langsigtet plan for et mere integreret Vesteuropa. Læg mærke til at det er Frankrig som altid har skabt de største problemer for vor verdensdel. Men som altid så mislykkes deres planer, de havde undervurderet effekten af Versaillesaftalen. Ved denne aftale fik Tyskland det finansielle ansvar for at betale for skadene, der var sket under verdenskrigen samtidig med, at de officielt fik næsten hele ansvaret for krigen. Dette førte til, at Tyskland kom ind i en økonomisk krise. Da Tyskland endelig var kommet ud af denne krise, var den tyske økonomi i stærk vækst, og det tyske folk var præget af en enorm patriotisme og nationalisme. Dermed lå alt klart for Hitler og nazismens indtog, og Den Paneuropæiske Union faldt.

Men tanken om at beherske de europæiske nationer, politisk såvel kulturelt og økonomisk var skabt og tanken om et forenet Europa, hvor Frankrig og den katolske pavestats dominans og politisk samt kulturelt ville dominere vor verdensdel, drømmen var at den europæiske befolkning skulle indordne sig under katolicismens religion og den franske fascisme og det har altid været Vatican staten og Frankrigs drøm, helt siden det gamle romerriges fornyelse.

Romerske Imperiums fald – eller modernisering.
Spørgsmålet er om det romerske imperium faldt eller blot overgik til en mere moderne form for ideologi og styreform, jeg vil lade læserne selv bedømme om min påstand er faktuelt rigtigt eller ej.

Jeg vil ikke opsummere hele den europæiske historie, men blot komme med de vigtigste fakta om hvorfor Europa altid har været splittet både kurlurelt og økonomisk og hvorfor at jeg mener at EU er et mislykket Fransk-Katolsk projekt.

Det Tysk-Romerske Rige (962-1806)
Forløberen var egentligt Frankerriget (493-843), hvor Karl den Store (Charlemagne) efter Det Vestlige Romerriges fald i 476 regerede over Frankrig, men også dele af Tyskland, Alpeområdet, Italien og Spanien. I år 843/870 var situationen den, at store dele af Vest-, Central- og Østeuropa var delt mellem tre kejsere, der alle hævdede en tilknytning til det opløste Vestromerske Rige – og de var for fleres vedkommende beslægtede (Ludwig den Tyske - nuv. Tyskland m. fl. lande, Karl den Skaldede - Vestfranken og Louis d. II el. den Yngre - Italien).
 
Det Tysk-Romerske Rige var altså ét af de tre stor-riger, som opstod i Europa for 1000 år siden. Ludwig den Tyskes rige omfattede det nuværende Tyskland, Benelux-landene, Preussen (d.v.s. dele af det nuværende Polen), Tjekkiet, Østrig, Schweitz og Ungarn. D.v.s. et areal der i 1914 nogenlunde svarede til Kejserriget Tyskland samt Østrig-Ungarn.

Ser vi på de to omstridte landområder Elsass og Lothringen, var disse en del af Det Tysk Romerske rige i 1000 år frem til afslutningen af 30-årskrigen, der dels var en religionskrig mellem protestantiske og katolske fyrster hovedsagligt i de tyske lande, og dels en krig om den politiske magt mellem Habsburgerne i Tyskland, Østrig og Spanien mod Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. 

Hvad der startede som en lokal tysk strid endte med at blive en europæisk konflikt mellem de forskellige fyrstehuse, hvor hovedparten af slagene fandt sted på tysk jord. Visse steder i Sydtyskland regner man med, at kun 1/3 af befolkningen overlevede, og landsdelene var sat 100 år tilbage hvad angik udviklingen i økonomi og erhvervsliv.
Ved freden i Westfalen i 1648 tvang Frankrig de udmattede tyske lande til at afstå Elsass og Lothringen til Frankrig, ligesom Holland og Schweitz blev selvstændige. Hermed var grundlaget lagt for en række nationalstater – dog ikke Tyskland, der stadig bestod af en række større og mindre riger.

Tyskland under Napoleonskrigene (1806-1814)
Napoleon – den tids ubestridte feltherre på landjorden – betragtede nærmest de tyske lande som sit eget øvelsesterræn. Dels passerede (og hærgede) han med sin hær flere gange de tyske lande, når han drog på felttog mod nordøst, øst og sydøst. Tænk på hans hær på 600.000 mand, der passerede de tyske lande på vej mod Rusland 1812 – den gang levede en hær ”af landet” – og de efterlod hungersnødlignende tilstande.
 
På grund af hans ekspansionspolitik, kan man vel næsten kalde Napoleon for 1800-tallets ”Hitler”. Han var i det mindste næsten ligeså nådesløs som Hitler i forhold til sine naboer!
 
Han besejrede østrigerne to gange, Preussen én gang og den russiske hær én gang. Preussen mistede halvdelen af sine landområder til Frankrig og Østrig måtte også afstå store landområder. Hovedparten af de tyske stater udtrådte på opfordring af Napoleon af Det Tyske Forbund (dog ikke Preussen og Østrig), og indtrådte i stedet i Rhinforbundet under Napoleons ”beskyttelse”!
 
Efter Napoleons fald prøvede man at samle stumperne op i de tyske lande, der havde lidt så meget under Napoleonstiden. En spirende fædrelandsfornemmelse opstod (Vaterland), for de tyske stater havde ikke tidligere udmærket sig ved fælles fodslag. Man begyndte at tale om det tyske småstatsproblem, sektionalisme, og dermed finde svar på spørgsmålet om Tysklands plads i Europa. Tyskerne opfattede sig som et splittet folk i et Europa, hvor nationalismen var ved at blive en af århundredets afgørende kræfter.

Der Deutsche Bund 1815 - 1866: 1 kejserrige, 5 kongeriger, 7 storhertugdømmer, 6 (kur)fyrstedømmer, 8 hertugdømmer (9 med Slesvig-Holsten) samt 2 hansestæder (bystater) - i alt 26 lande og 2 bystater!

Illustration: Der Deutsche Bund 1815 – 1866:
Det Tysk romerske Rige var i realiteten ophørt med at eksistere i 1806, og Tyskland bestod nu af tre dele: Preussen og Østrig samt det fransk ledede Rhinforbund. Sidstnævnte faldt sammen efter Napoleons fald. I stedet kom Det Tyske Forbund med et fælles parlament, men uden fælles domstole. Preussen gik styrket ud af forhandlingerne med tildelingen af bl. a. områderne Westfalen og Rheinland som en modvægt mod Frankrig.

I løbet af 1830’erne og 1840’erne smittede de franske revolutioner af i Tyskland, der også oplever at industrialiseringen begynder at holde sit indtog, hvorved man bliver mere uafhængig af import fra især England. Desuden oprettes et tysk toldforbund.

Bismarck begynder i 1851 sin karriere i Preussen under Kong Wilhelms vinger. Han er chef for den preussiske delegation i Det Tyske Forbund, ambassadør i Rusland og Frankrig og ender som statsminister i Preussen i 1862. En stærk og beslutsom mand, der arbejdede for Preussens sag – og ofte imod Østrigs sag. Senere kæmpede han for at isolere Frankrig politisk.

I Nordtyskland skal vi have overstået krigen i Slesvig-Holsten i 1864, hvor Preussen (og Østrig) går ind i krigen og slår Danmark. Efter en magtkamp i Det Tyske Forbund, der ender med krig mellem Forbundet (Østrig) og Preussen, som Preussen vinder stort, er Preussen nu den ledende magt i Tyskland. Preussen opretter Det Nordtyske Forbund med Bismarck som forbundskansler.








Franskmændene havde betragtet udviklingen i Tyskland med stor mistro. De var misundelige på Preussens øgede magt efter krigen mod Østrig i 1866. Man skønnede fejlagtigt, at preusserne ikke havde nogen særlig stor opbakning blandt de øvrige tyske stater – især Østrig. Samtidig havde Frankrig indenrigspolitiske problemer, og en rask, lille ærefuld krig kunne befæste franskmændenes stilling såvel indenrigs- som udenrigspolitisk. Derfor erklærede Napoleon d. III Preussen krig i 1870 – kaldet

Den Fransk-Tyske krig .
Krigen endte med en overvældende tysk sejr, efter at Paris var overvundet i 1871. Til trods for deres store overlegenhed i antal, havde franskmændene ikke kunnet besejre deres tyske modstandere. Krigen medførte bl. a., at Tyskland i løbet af krigen blev samlet under Preussens ledelse som Kejserriget Tyskland. Frankrig måtte afstå Alsace og Lorraine, som de tidligere havde annekteret. En tysk besættelseshær blev udstationeret i Nordfrankrig og Paris, hvor den blev indtil Frankrig havde betalt den pålagte krigsskadeerstatning på fem milliarder francs, hvilket skete i 1873 – altså kun to år senere.

Mange franskmænd fandt nederlaget meget ydmygende, specielt hæren og arbejderne i Paris. Pariserne, som nægtede at acceptere nederlaget og lagde skylden på den konservative regering for ikke at have magtet at forsvare landet, tog kontrol over den franske hovedstad og etablerede Pariserkommunen den 18. marts 1871. Den franske regeringshær fik lov at passere forbi de tyske linjer for at slå oprøret ned, og Bismarck løslod 100.000 franske krigsfanger for at hjælpe den franske regering.

Dette er den første del af den faktuelle historiske begivenheder i Europa, som jeg vil slutte med at beskrive, læserne kan selv forvise sig om en mere udførlig gennemgang og hvorfor jeg ikke mener at det Romerske Imperium ikke er faldet, men blot er blevet omlagt ideologisk, religiøst og politisk samt kulturelt.

Glæd jer til anden del af de historiske begivenheder i Europa.

Post has shared content
"Det gælder de originale idéer, og hvordan de i takt med deres politiske og økonomiske indflydelse udvikler et tykt dogmatisk lag omkring sig. Dernæst hvordan dette nye lag af dogmer vinder terræn som en ny, opportunistisk mainstream, der søger at kvæle al kritik.
Når kritikken så ikke mere kan komme til orde i medierne, påstår paradigmets medløbere, at alle er enige. Derpå udvikles en monstrøs konsensus, der yderligere befæster opinionen og teoriens finansielle skanser, og som udnævner eventuelle tilbageværende kritikere som både umoralske og kriminelle tosser."

Post has attachment
Dette her bliver kønt. Ikke mindst når der sidder en LA-minister på posten - mon ikke lobb virksomhedsrepræsentanterne har faste skriveborde i sekretariatet?

Post has shared content
Normalt stjæler man skatteydernes ejendom ved at indkalde en hær af konsulenter, nedskrive prisen på varen voldsomt, hemmeligholde så meget som muligt for Folketinget, sælge billigt til den aftalte køber... Hvorefter køber og visse politikere belønnes. De kan så tømme firmaet for så mange penge som muligt før de kommer til staten (eller gasbrugerne) med krav om flere milliarder.
Jeg forstår godt hvorfor det hedder privatisering. Men det der med effektivisering kan jeg ikke forstå.
Wait while more posts are being loaded