Profile cover photo
Profile photo
Ralf Christensen
303 followers
303 followers
About
Ralf's posts

Post has attachment
The nominees for Nordic Music Prize – where I am the Danish jury member – are out!
Congratulations to all of them and to my fellow countrymen Bisse, CTM and Værket.
We cannot vote for albums from our own country, so these nominations are an expression of respect from the rest of the NMP jury.

Post has attachment
"Jeg åbner instinktivt munden. Jeg har altid anset mig selv for at være et empatisk menneske. Jeg lever mig ind i situationer og menneskers liv og levned. Håber jeg.

Som den sidste gerning i dennesidigheden lukker jeg mine læber om enden på et geværløb. Der trykkes på aftrækkeren. Det er okay."

Jeg har været på Doom Room i Chateau Motel.

Post has attachment
"Saveus’ EP ankommer i en tid, hvor vi har vænnet os til at søge lettelse og udfrielse i popmusikken.

På hitlisterne er det lalleglad EDM – i forskellige hybridformer – med kulørt hoppende melodibolde omkring pædagogisk markerede beats, der dominerer. Fordi pop kan være en flugt og tydeligvis er det lige nu. Men EP’en ankommer også i en tid, hvor det politiske engagement har meldt sin genkomst især i den amerikanske musik.

Saveus placerer sig inden for en katarsisk soul-tradition, hvor det ikke er det direkte politiske, men genrens spirituelt anfægtede, samlende og udfriende kernepotentiale, der udnyttes i moderne regi.

Som Martin Hedegaard selv fortæller i pressemeddelelsen om titelnummeret, er det »skrevet på en fornemmelse af, at verden er i ubalance og har overvægt af det forkerte. Det føles som om, at vi kommet langt væk fra det, der er ægte, rigtigt og vigtigt«.

Saveus kommer med fred og feber. Og det er fint sådan."

Post has attachment
Hjælp mig lige. Jeg står så vidt jeg kan se alene med min negative kritik af Jim Jarmuschs seneste film Paterson. Al respekt for mine anmelderkollegers uenighed med mig. Men hvad synes I, folket, el pueblo?

Her er nogle af mine indvendinger:

"Paterson er en solidt bygget film. Men det er en boksebold også. Og nok så meget teknik kan aldrig nogensinde blive til et kunstværk uden den afgørende sinusknude, der dunker inde fra værket og forlener det med en vilje eller en væren, der gør det til noget afgørende meningsfuldt, æstetisk vellykket og/eller bare fucking overrumplende.

Paterson er ingen af delene. Jo, Paterson, vil gerne fortælle os noget vigtigt: At gentagelsen ikke findes, at dagligdagen er fuld af nuancer og små skift. Hvis vi gransker den. Det er også noget, Knausgård taler om.

For pokker, det er noget, jeg taler om, når jeg vil lyde klog: At barnets oplevelse af verden er en rig, dyb, langsom, porøs sansning, som vi alle burde stræbe efter. At vi voksne derimod lever i teflonbeklædte transportkorridorer fra punkt A til punkt B. At vi burde huske på, at der altid er noget nyt at lære i det gammelkendte, hvis bare vi flytter synsvinklen en smule eller giver os tid til at undersøge vante omgivelser.

Men ærlig talt, det er en efterhånden banal og anerkendt pointe, der kræver en overraskende kunstnerisk formulering for at give mening i en spillefilm. Det sker ikke her. Paterson er en fin lille, men lettere kedelig film."

+

"Måske er det bare denne anmelder, der er for desillusioneret til at finde Paterson og Lauras kærlighed rørende i al sin uskyld.

Nogle ville måske kalde den buddhistisk. Men jeg hælder mere til infantil, endimensionel og naiv. Kærlighed er fuld af knaster, ligesom vi selv er det. Og jeg ville løbe skrigende bort fra et forhold som hovedpersonernes, for der er ikke plads til rigtige mennesker.

Men det tror jeg ikke interesserer Jarmusch. Han ønsker at fortælle om dagligdagens magi og om overgivelsen til det enkle og til nuet. Det virker bare som en kedelig dagligdag, en åndet enkelhed og et sindsoprivende passivt og aggressionsundertrykkende nu, han besynger.

Både i indhold og form underdriver Jarmusch sig denne gang ihjel. Paterson er triviel, og det vil den også gerne være. Men det afholder den ikke fra at blive for triviel."

Post has attachment
Den åbne præsidentbil alene på den vindblæste motorvej i fuld fart mod hospitalet med JFK. Hans åbne kranium i hustruens skød. I Air Force One, hvor Lyndon B. Johnson tages i ed (se det legendariske foto, hvor en fuldstændig granatchokket Jackie står ved siden af den nye præsident). I Det Hvide Hus, hvor Jackie Kennedy hurtigt er i vejen og til besvær.

Magt i sengen eller verden
Den britiske musiker Mica Levi (også kendt under navnet Micachu) har skrevet et manende soundtrack, der træder ned ad en enkelt ekspressiv vej for filmiske lydspor. Strygere styrtdykker i psyken. Klaver trykker på smertefulde nerver. Musik udstiller rums ensomhed. Strygere ankommer i overvældende bølger og trækker sig væk fra lytteren som forræderiske understrømme. Det er stærkt dramatisk uden at blive dumpt følelsesdikterende.

Nogle vil måske indvende, at Jackie forpasser chancen for at se på de store politiske bevægelser i tiden efter mordet. Men det vil være at ignorere den offentlige røntgen og den politiske vilje, der lyser gennem Jackie Kennedys handlinger. Samtidig med at det svarer til at kritisere sort for ikke at være hvid nok. For Jackie undersøger trods alt ikke i sit udgangspunkt et politisk, men et psykologisk rum, som virkeligheden netop har smadret med en rambuk.

Vi er vidner til offerets desperate forsøg på at genoprette ordenen i dét rum. Måske allerstærkest udfoldet i hendes samtaler med fader Richard McSorley (John Hurt), som trøster hende med, at han lige som alle andre mennesker tvivler på det hele, når han ligger i sin seng om natten. At verden kun lige er akkurat nok til, at man gider stå op om morgenen.

Hun fortæller ham, at hun og gemalen sjældent sov sammen. Han siger, at en kvinde må vælge mellem at have magt i sengen eller i verden.

+

Jackie er en undersøgelse af et ærkeamerikansk traume. Hvordan magtapparatet og institutionerne kramper sig sammen, hvordan former skal holdes, selv om skellet mellem det offentlige og det private bryder sammen. Jackie Kennedy, der insisterer på at beholde sin blodstænkede, nu ikoniske lyserøde kjoledragt på. »I want them to see what they’ve done.«

Og Natalie Portman i hovedrollen. Ikke kun formidabel på de let aflæselige parametre, hvor hun for eksempel har tillagt sig en drævende Atlanta-dialekt, der slægter den tidligere førstedame på. Men også fordi hun formår at vise et stort spektrum af følelser og overlevelsesstrategier: chok, sorg, afmagt, opgivelse, vrede, stolthed, politisk snilde, magtudøvelse. Fra det komplet opløste til det bandsat fattede. Det er gribende nøgent, uden at blive følelsespornografisk.

Post has attachment
En kamp er slut. Permanent opholdstilladelse til Merih! Tak til alle jer, der har støttet os. I er for mange til at nævne.
Så her kommer i stedet utaklisten: Utak til Udlændingestyrelsen for at perfektionere et bureaukratisk helvede, der er designet til at udmatte og helst knuse de stakler, der vikles ind i det. Utak til Inger Støjberg for at stramme reglerne endnu længere hinsides det menneskelige. Utak til DF for at fortsætte deres splittelsesretorik og dæmonisering af udvalgte befolkningsgrupper af – i deres øjne – forkert herkomst. Utak til DF's stemmesultne eftersnakkere og efterlignere (ingen nævnt, ingen glemt) for ikke at være i stand til at hjælpe de udsatte i Danmark, men i stedet bare opfordre de samme til at sparke længere nedad mod de allermest udsatte. Mange mange gange utak.
Photo

Post has attachment
2016 byebye: Det har været et amerikansk år. På godt og ondt. Også i musikverdenen, hvor splittelserne, der kløver USA, har vist sig. Måske klarest i country-musikkens verden.

Kontroverserne startede den 2. november omkring Beyoncés optræden med sin sang »Daddy Lessons« under Country Music Awards i Nashville, Tennessee.

Det skete sammen med country-stjernerne Dixie Chicks, der heller ikke ligefrem har været darlings i countryens Mekka, efter at de i 2003 kritiserede George W. Bush – og også for nylig har vist et billede af Trump med djævlehorn til deres koncerter.

Under og efter Dixie og Beyoncés optræden føg det med rasende tweets og kommentarer fra country-fans, og CMA fjernede optagelsen af sangen fra deres hjemmeside. For så efter en shitstorm den anden vej at lægge den op igen.

Balladen tog en ny drejning her i december, da det viste sig, at Grammy-komiteens country-afdeling nægtede at tage Beyoncés countrysang »Daddy Lessons« i betragtning som årets countrysang. Selvom det er en virkelig fremragende countrysang.

Country-stjernen Sturgill Simpson – der selv har kritiseret Nashville-etablissementet heftigt – udtalte i december, at han ville ønske, at det var afroamerikanske Frank Oceans album, der var blevet Grammy-nomineret, ikke hans.

»I would’ve liked to see Frank Ocean’s name where mine is,« sagde han til New York Times.

Race- men også klasse- og kulturdiskussionen er til at tage og føle på. Og det kan ikke undre, at den er detoneret i country-kulturen, der på mange måder repræsenterer den hvide amerikanske underklasse, som ikke har haft en signifikant stemme i populærkulturen endsige hos det politiske etablissement.

Ja, på mange måder kunne man se Country Music Awards-kontroversen som et perfekt sindbillede og et klokkeklart præludium for den hvide underklasses raseri, som udmøntede sig med et kryds ved Trump kun seks dage efter kontroversen.

+

Det er Frank Ocean, opmærksomheden bør samle sig om her ved årets udgang. Ikke nok med at han formåede at bygge utålmodigheden efter ny musik til hysteriske højder med hans spil på de sociale medier og den efterfølgende et-to-kombination med det visuelle, streaming only-album Endless udgivet 19. august og det regulære og højt priste album Blonde dagen efter.

Her satte han ikke kun nye standarder for r&b og soul, men han vristede sig også fri af sin kontrakt med Def Jam og dermed major-moderselskabet Universal. Endless opfyldte hans kontrakt med selskabet, Blonde har han selv udgivet.

Det er en frigørelse fra de store, amerikanske pladeselskaber, der har en gammel tradition for racebaseret forskelsbehandling. Da Prince i midten af 70’erne forhandlede kontrakt med major label Warner ønskede han på ingen måde at komme i black music-afdelingen, for der blev der brugt klart færre penge på kunstnerne end i pop-afdelingen. Som han helt uhørt fik tiltvunget sig adgang til.

Beyoncés ægtemand Jay-Z’s fortælling er i høj grad en fortælling om forretningsmæssig emancipation, først med selskabet Roc-A-Fella Records siden med streamingtjenesten Tidal, hvor hustruens Lemonade, Kanye Wests The Life of Pablo og Rihannas Anti alle havde eksklusiv premiere.

Men Frank Oceans emancipation er vildere. Han har fået nyt management, ny advokat, ny forlægger. Er åbenbart langt mere interesseret i at kunne bevæge sig frit både som musiker og forretningsmand end i at opnå succes på andres præmisser. Ja, helt uhørt tilmeldte han ikke Blonde til Grammy-priskomitéen og har siden påpeget, at meget få afroamerikanske kunstnere har vundet Grammy for bedste album.

»It just doesn’t seem to be representing very well for people who come from where I come from, and hold down what I hold down.«

– Frank Ocean om Grammy til New York Times, november 2016.

Der er stadig god plads til forandring. Men 2016 var et skelsår for afroamerikansk musik. Stjernerne har ikke kun domineret den offentlige bevidsthed, de har også i flere tilfælde taget kontrol over deres egne karrierer.

Og det ligner også et vagtskifte, at Martin Scorsese og Mick Jaggers HBO-serie Vinyl om dekadente hvide pladebosser i 70’ernes downtown New York blev aflyst. Heldigvis. Samtidig med at Baz Luhrmanns på ingen måde fejlfri, men alligevel ekstatisk vellykkede Netflix-serie The Get Down fortalte historien om hiphoppens fødsel i det nordlige New York, The Bronx. I hovedrollerne primært ukendte afro- og latinamerikanske skuespillere.

2016 blev også året, hvor musikken, poppen og især hiphoppen blev hamrende politisk i et USA, der gennemgik voldsomme politiske kramper. Der var det enorme væld af støtter til Hillary Clinton – fra Bruce Springsteen og Katy Perry til Beyoncé og Jay-Z – men det var også i år, at hiphop-kulturen for alvor gik ombord i de store samfundsmæssige diskussioner.

Udspringet kan spores tilbage til nedskydningen af Trayvon Martin i 2012, og den efterfølgende dannelse af aktivistorganisationen Black Lives Matter i 2013.

Optøjerne i Ferguson i 2014 var et skelsår for ny politisk indignation i amerikansk hiphop og r&b, og i år stod den i lys lue som aldrig før. Kendrick Lamar, Frank Ocean, Common, Pusha T, A Tribe Called Quest, Vic Mensa, Mick Jenkins. Og hos rapperne Anderson .Paak og Chance The Rapper – i sidstnævnte tilfælde tilsat gospel – kunne man endda høre en lys, håbefuld tone.

»Violate your rights, no more equality/Surrender freedom, your social security/We the people face unconstitutional lies/In greed we trust, in revolution we die«

– A Tribe Called Quest: »We The People« 2016.

I den forbindelse stod det som mærkelige glitches eller glimt af vanvid eller narcissisme, da Lil Wayne i november til ABC udtalte, at han på ingen måde følte sig forbundet til Black Lives Matter. Og måtte lide under konsekvenserne.

Og at Kanye West hyldede Trump under en koncert i San José den 17. november og siden blev indlagt til psykiatrisk behandling. Ikke bare dét, men som den første offentlige optræden efter sin indlæggelse mødtes han 13. december med Trump i Trump Tower, New York. Måske ser han Trump som et bizart kunstværk? Eller tror han selv på, at han kan få den kommende præsident tilbage på sporet?

»Life. We discussed life«

– Trump om sit møde med Kanye West til journalisterne ved Trump Tower, december 2016.

»I feel it is important to have a direct line of communication with our future President if we truly want change.«

– Kanye West på Twitter efter mødet med Trump, december 2016.


2016 var også Beyoncés år. Og hun står også som en stærk figur i den nye politiske bevidsthed. Fra hendes optræden ved Super Bowl i februar med et entourage af dansere med Black Panther-inspirerede baretter til hendes inklusion af mødre til ofre for politikugler på den røde løber ved MTV Video Music Awards i august. Det har været hendes år, fordi hun har fået en indignation og et tilsyneladende kontroltab inkorporeret i sit virke.

Og det var samtidig interessant og vederkvægende at overvære Beyoncés søster Solange byde ind på lignende krav om respekt, lighed og frihed fra stereotyper og undertrykkelse med hendes fremragende album A Seat At The Table – men på langt mere lavmælt og empatisk manér.

»I break chains all by myself«

– Beyoncé: »Freedom« 2016.

Men ikke nok så mange populærkulturelle støtter kunne skubbe Clinton i Det Hvide Hus. Dét engagement virkede ikke. Måske fordi man prædikede til de omvendte og ikke på tværs af den store amerikanske kløft? Et politisk, kulturelt, socialt Grand Canyon.

Her på ruinerne af en offensiv politisk kampagne må man håbe, at amerikansk politisk og også musikalsk liv ser nederlaget som anledning til rejsegilde for en ny, samlende social og politisk bevidsthed.

Post has attachment
Dét, der er så vederkvægende ved Office Christmas Party, er, at den stikker snablen direkte i den folkelige afmægtighed over for storkapital. Og suger til. Op kommer al galden og angsten gennem en ølbong af en komedie. Den tilbyder i ikke-flydende form at drikke en hel amerikansk kulturs frustrationer over corporate grådighed væk.

Hverken alkohol eller denne film får problemerne til at gå væk, og ingen af dem tilbyder revolutionære eller konstruktive løsningsmodeller. I stedet udnytter Office Christmas Party en skamredet amerikansk middelklasse og en white collar-kontorkulturs frustrationer – og vrider en kun let gakket og retningsløs feel good-komedie ud af deres prekære situation.

+

Dét, der er så fucking provokerende ved Office Christmas Party, er, at den er for dum eller doven til at fortælle den overordnede historie om kapitallogik ud fra et alment vedkommende synspunkt. Lorteforholdene for langt de fleste amerikanere handler jo ikke om søskendestridigheder, men om en corporate kultur, hvor storaktionærernes blinde pengeinteresser truer den vestlige velstand for alle andre end den ene procent.

Imens løjerne og ødelæggelserne tager fart i kontorbygningen, opstår der Fellini-/Emir Kusturica-lignende tableauer af vanvid og raseri, og her indfanger filmen udmærket en vestlig middelklasses afmægtige oprørsfantasier. Impotent destruktive. Men det eneste, de raser over – ifølge filmens plot – er egentlig bare, at deres lille kontorboble er truet – ikke at verden er af lave.

+

Så. Vi står tilbage med en frat house-humoristisk djævleuddrivelse af en komedie. Ordenen skal bare genoprettes. Det infantile frihedsideal handler bare om at kunne få lov at køre over for rødt en gang imellem. Tilbage til jeres arbejde!

Post has attachment
Her under storvarslet om ankomsten af den sande kunstige intelligens kredser offentligheden oftere og oftere om spørgsmålet: Hvad er i sandhed menneskeligt?

Der findes umenneskelig behandling, men den foretages af mennesker. Der findes umenneskelige omstændigheder, men det er mennesker, der lider under dem.

På mange måder er vi selv programmerede. Vores liv er i høj grad defineret af det input, som vi har fået fra vugge til grav. Vores sociale omstændigheder er ekstremt adfærdsregulerende og definerende for vores tankevirksomhed.

Vi er alle kulturelt programmerede til at tænke og handle inden for vedtagne love og normer. ‘Trædemøllen’ kalder vi det automatiserede arbejdsliv, der er struktureret som en fast rytme, mange af os følger, og ofte følger nærmest bevidstløst.

Man kunne også spørge: Hvad er den menneskelige restmængde, når computeren har overtaget så mange af de funktioner, vi tidligere selv klarede? Fra stedsans og søvnrytme til snart bilkørsel og måske medicinske diagnoser og ikke mindst big data-behandling.

Hvad sker der, når de kunstige intelligenser for alvor går ombord i vores historie? I takt med at så store dele af vores erfaringsverden er skærmmedieret, så vil kunstig intelligens snart have et langt større erfaringsspektrum at formidle den menneskelige erfaring igennem, end vi selv har.

Om føje år vil der være kunstige intelligenser, der har set og hørt alt indspillet materiale i hele menneskehedens historie.

Så måske består det menneskelige i den fysiske begrænsning? Det, at vi har et temperament og en synsvinkel på livet? At vi slet ikke har et overordnet perspektiv? At vi er utilstrækkelige og fejlbarlige?

Så er der selvfølgelig vores sanse- og kognitionsapparat, som man også kunne pege på som noget ganske unikt. Men robotter er også udstyret med en form for sanser nu om dage, de kan i hvert fald se, høre, føle. Og de vil kunne lære sig at fortolke berøring, lytning, syn kognitivt. Akkurat som vi selv i vid udstrækning har lært det.

En indvending: Hvis den kunstige intelligens ikke kan elske, så vil den vel ikke være relevant for ret mange menneskeører, da så meget pop handler om kærlighed og sex?

Modsvar: Mange af disse sange følger nogle ganske klart aflæselige koder og strategier, som den rette algoritme vil kunne aflæse og replikere.

En anden indvending: »Kan de swinge?« som der bliver spurgt i førnævnte artikel i The Atlantic fra 2014. Musikeren og teknologen Eric Singer svarede:

»Man kan helt bestemt få en computer til at swinge.« Det er bare et spørgsmål om programmering ifølge Singer.

Men den menneskelige forestillingsevne? Vores fantasis evne til at kvantespringe sig ud over vedtagne systemer og naturlove? Vores anarkistiske overrumplingskraft? Miles Davis’ konstante genopfindelser af jazzen? Punkens nedrivning af det bestående? Kraftwerks højsange til robotterne? Hiphoppens dadaisme?

Well, måske findes der svar i Googles artificial intelligence AlphaGo, der slog sydkoreanske Lee Se-dol – verdensranglisten nummer to – i spillet go. Ikke så meget i det, at softwaren slog menneskehjernen med 4-1, men i måden, det skete på.

Det kinesiske brætspil har uendelig mange flere kombinationsmuligheder end skak, og det kræver en form for intuition at kunne vinde i spillet. Også på topniveau. AlphaGo, der selv har analyseret og studeret og lært sig at blive god til go overrumplede alle ved at slå Lee Se-dol med aggressive, uventede, ja, dybt ukonventionelle træk.

Den spillede … kreativt.

Så det ser ud til, at man kan lokke den kunstige intelligens til at bryde loven. Og her taler jeg altså ikke om bankrøveri, men om at foretage det uventede krumspring ud af det algoritmiske/etablerede. Det, der gør, at vi – vores kultur – evolutionerer.

Når det sker, har vi ikke blot skabelsesprocessen emuleret, men ny skabelse. Eller sagt på en anden måde: Så har vi balladen.

Post has attachment
Det var virkelig ikke planlagt. Men for nogle dage siden, da vi skulle skrive indbydelse til jer allesammen, så fandt vi ud af at vi – Kristian Leth og jeg – skal hidse os op over Radioheads OK Computer dagen før 20-året for dens udgivelse. Det må være et tegn! Kom!
Wait while more posts are being loaded