I anledning af at IMF-chef Poul Thomsen er erklæret persona non grata af et parti helt yderst til højre her i Grækenland. Og i anledning af at danske medier stadig intet forstår om situationen i landet (se fx http://politiken.dk/udland/ECE1536160/ekspert-hjaelp-er-udsigtsloes-for-graekerne/ )

offentliggør jeg her tekst fra et brev jeg sendte til Poul Thomsen fra IMF i oktober 2011:


Hej Poul

Jeg skriver til dig for at opfordre dig og IMF til at lægge yderligere pres på Grækenland.

Jeg er dansk men bor og arbejder i Grækenland. Med min græske kone har jeg 2 små børn. Vi bliver boende her, så den græske fremtid er vigtig for mig og mine børn.

Det problem som jeg ville ønske at IMF lagde endnu mere vægt på i forhold til den græske stat er håndhævelsen af lov og orden. Du er helt sikkert allerede opmærksom på problemet, men jeg skriver det altså alligevel fordi jeg synes det er så afgørende et problem og samtidig er nøglen til en langsigtet løsning her.

Grækenland er bund korrupt. Alle som har magtfulde positioner i det offentlige har beskidte hænder. Det er slet ikke kun politikerne som stjæler millioner. Det er også advokater, dommer, politi, læger, skattefolk og enhver embedsmand med indflydelse på et aspekt af borgere liv.

Omfanget er helt enormt og det er en frygtelig situation. Det er en stor forbryderfamilie som ejer og driver det her land, og de giver ingen poster til folk, som ikke også vil være forbrydere.

Grunden til at det kan lade sig gøre er selvfølgelig at ingen nogensinde bliver fanget eller straffet. Der er ikke noget "FBI" i Grækenland, som går efter forbryderne og ser stort på hvem som kender hvem osv. Der sker simpelthen intet.

Ja, og når der så en sjælden gang er en sag, så tager det årevis før den når retssystemet og kan afgøres.

Jeg hører ikke til dem der tror at denne kriminelle overklasse kan blive gjort til gode mennesker på en eller anden måde. Alle samfund har den slags kyniske mennesker, som, hvis de kunne, ville købe sig til en lægeuddannelse i et naboland og derefter kræve 4000 euro i bestikkelse for udføre den livsreddende hjerteopreration, som de ellers blev betalt af hospitalet for at udføre.

Alle samfund har dem. Forskellen er at I grækenland tør den slags umennesker at kravle op af deres huller og udføre deres forfærdelige handlinger i fuldt dagslys fordi de ikke er bange.

Den eneste måde at holde den slags folk fra at opføre sig sådan er at skræmme dem med at bure dem inde eller at bure dem inde. Men den slags er så urealistisk her, at de ufortrødent fortsætter deres aktiviteter.

Se, problemet er så at hele samfundet er ødelagt på grund af denne forbryderklans greb om magten. Alle grækere ved at det hele er et teater. Og det er klart at ingen har troen på at det nytter at prøve at forbedre noget eller for den sags skyld at betale skat, når de ved at der er ustrafbare forbrydere, som styrer det hele.

Når mine venner i Danmark spørger til det med Grækerne der ikke vil betale deres skat, plejer jeg at tydeliggøre hvordan det hænger sammen med at spørge dem om de synes det var moralsk at betale skat i Danmark under besættelsen. Selvfølgelig ikke. Man betalte sikkert sin skat - men kun for at beskytte sig selv. Ikke fordi det var det rette at gøre.

Men sådan ser grækerne altså på sagen - med rette, synes jeg: Det kan ikke betale sig at gøre noget godt så længe de store kriminelle ikke straffes og dermed fortsat styrer alt.
Shared publiclyView activity